5. maj 2010
 
I sag for 65 år siden gik Dannebrog til tops på så godt som alle flagstænger i Danmark. Aftenen forinden – den 4. maj 1945 – var folk i en glædesrus strømmet ud på gader og veje efter først at have revet mørklægnings-gardinerne ned og sat levende lys i vinduerne.
 
Årsagen var frihedsbudskabet, der kl. 20.39 havde lydt fra BBC: ”Det meddeles i dette øjeblik, at de tyske styrker i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har kapituleret”.
 
5 års besættelse var slut.
 
Men midt i den glædesrus, som dette frihedsbudskab udløste, var der også en sorg. En sorg over de mange mænd og kvinder, ældre og – især – unge, der ikke nåede at opleve denne dag.
 
Denne mindesten blev rejst af Ebeltoft Marineforening og blev afsløret den 6. juni 1946 – 2-års dagen for den allierede invation i Normandiet – til minde om den genvundne frihed.
Ved afsløringen sagde foreningens daværende næstformand, Egino Hansen, blandt andet: ”Stenen skal sige eftertiden, at friheden er værd at kæmpe for, og at vi altid må være rede til at øve en indsats for at bevare den frihed, vi nu har genvundet !”
 
Når vi er samlet her ved stenen i dag, er det for at efterleve Egino Hansens udsagn og for på denne måde at vise vor respekt for og taknemmelighed overfor de mange, hvis indsats vi kan takke for, at vi i dag lever i et frit land.
For det var ikke nogen selvfølge, at vi kom til at leve i et frit land, - heller ikke selv om krigen endte med allieret sejr. I lang tid – størsteparten af den tid, 2. verdenskrig varede – var det officielle Danmarks holdning og samarbejdspolitik årsag til, at De allierede betragtede Danmark som værende i ledtog med besættelsesmagten.
 
Det var først, da borgerne tog sagen i gen hånd, at opfattelsen blandt de allierede langsomt ændrede sig.
De første til at bekende kulør var de danske søfolk, der straks efter besættelsen gik i allieret tjeneste, og derefter fulgte den tiltagende opbygning af en modstandsbevægelse herhjemme.
Vendepunktet kom efter Flådens sænkning den 29. august 1943 og generalstrejken i juni 1944.
 
Mange af de, vi kan takke for, at vi i dag lever i et frit land, betalte den højeste pris, man kan betale. De satte livet til, - i modstandskampen, - på havet i allieret konvojtjeneste, ved minesprængninger og ved torpederinger fra tyske u-både, - i regulære kampe som allierede soldater og orlogsgaster og i konzentrationslejrenes helvede.
Andre slap igennem med livet behold, men med store og uudslettelige ar på krop og sjæl.
 
Det er ikke kun danske mænd og kvinder, vi skylder denne tak. Ufatteligt mange allierede soldater satte livet til i kampen for et frit Europa.
 
Vi skylder disse mange mænd og kvinder, at vi aldrig glemmer og bagatelliserer deres indsats, - at vi ikke betragter friheden som en selvfølge.
 
Mindestenens inskription nævner 3 datoer: Den 29. august 1943 – den dag, Flådens mandskab sænkede deres egne skib, så de ikke faldt i besættelsesmagtens hænder, - den 6. juni – dagen for invationen i Normandiet, der blev krigens vendepunkt – og den 5. maj, - den dag, Danmark atter var frit.
 
Vi markerer vor taknemmelighed over, at vi i dag kan tænke, tale og handle frit ved at lægge en buket blomster her ved stenen.
 
Om de mange, som ikke oplevede den 5. maj 1945 – og de fra dengang, som ikke oplever dagen i dag, 65 år efter, udtaler vi et ”Æret være deres minde”.